Anders Rokkjær KID

Med sikkerheden i orden, har vi styr på eksamener og optaget på videregående uddannelser!

Styrelsen for IT og Lærings vision er at være bedst i staten til at skabe værdi gennem IT, digitalisering og data. Dette sker bl.a. gennem de årlige eksamener i både folkeskole og gymnasier, den nationale identifikationsløsning på undervisningsområdet og optagelsesprocessen til ungdomsuddannelser og videregående uddannelser – og det hele foregår selvfølgelig digitalt. Dette stiller selvsagt store krav til organiseringen og implementeringen af IT-sikkerheden i både organisationen og teknikken.

Styrelsen har derfor de seneste fem år gennemført en transformation således, at IT-sikkerhed og databeskyttelse nu udgør et af fire strategiske fokusområder for styrelsen. Foruden IT-sikkerhed tæller de fire fokusområder at levere hurtigere værdi, sikre digital sammenhæng og anvende data bedre og hurtigere. Dette fundament viste sig afgørende bl.a. da trusselsniveauet øgedes i forbindelse med krigen i Ukraine.

I dette oplæg vil Anders Rokkjær fortælle om hvordan styrelsen er lykkedes med denne transformation, hvilke udfordringer og løsninger der har virket, og ikke mindst fremvise de fire vigtigste pointer transformationen har frembragt

Hør bl.a. om:

  • Baggrunden for STILs sikkerhedsindsats – hvordan STIL kom foran kurven?
  • Hvordan et lidt anderledes risikovurderingskoncept, et særligt mindset og tæt inddragelse af andre fagligheder har gjort, at STIL er lykkedes sin sikkerhedsindsats
  • Hvordan og hvad ISO 27001, GDPR-krav, statslige tekniske minimumskrav og de kommende NIS2-krav inddrages i sikkerhedsarbejdet
  • Hvilke konsekvenser bl.a. krigen i Ukraine har for STILs sikkerhedsarbejde
  • Hvordan STIL arbejder med at fastholde ’farten’ i den organisatoriske omstillingsevne så nye sikkerhedskrav løbende indarbejdes

Med en cybersikkerhedsagenda der mere end nogensinde er aktuel, bliver dette indlæg særdeles interessant!

 

Om taleren: 

Anders Rokkjær | Kontorchef for IT-sikkerhed og Digitalisering (CISO) | STIL

Anders Rokkjær er kontorchef for IT-sikkerhed og Digitalisering i Styrelsen for IT og Læring som leverer IT-løsninger og data til undervisningssektoren og Børne- og Undervisningsministeriet. Anders har været i STIL i 8 år og har stået i spidsen for den transformation af IT-sikkerhedsindsatsen som Styrelsen for IT og læring har gennemført de sidste 5 år.  Anders er uddannet cand.scient.pol. og har en lang erfaring som embedsmand.

Tilbage til konferencesiden